Ophold i DK – Skattepligt – er valgkampen gået i gang

SKAT

Skatterådet har besvaret fire spørgsmål vedrørende en i udlandet bosiddende person, hvis ægtefælle agter at flytte hjem til Danmark. Spørgsmålene går på, hvilke handlinger personen kan foretage sig uden at der indtræder fuld skattepligt til Danmark. SKAT udtaler, at besvarelse af telefonsamtaler og afsendelse af mails under opholdet i Danmark er nok til at begrunde skattepligt.

Fra afgørelsen kan fremhæves:

Skatteministeriet finder derfor, at spørgers fulde skattepligt vil genindtræde på det tidspunkt, hvor han første gang under et ophold i Danmark med det beskrevne opholds- og arbejdsmønster udfører arbejde, idet han på dette tidspunkt har taget ophold i Danmark, jf. KSL § 7, stk. 1. Som sagen er forelagt, vil spørger have mulighed for mere eller mindre arbejde her i landet inden for det, der normalt anses for arbejdstid, og det vil være et markant skred i praksis, hvis der åbnes op herfor. Det vil være uforeneligt med ordlyden i KSL § 7, stk. 1, om, at det kortvarige ophold skal have karakter af “ferie eller lignende”. Skatteministeriet lægger vægt på, at spørger som ejer og direktør af de to selskaber i X-land under sit ophold i Danmark kan blive nødt til at svare på telefoner, mails mv. Disse aktiviteter er en nødvendig del af spørgers ledelsesfunktioner. Skatteministeriet lægger endvidere vægt på, at det vil være en jævnligt tilbagevendende aktivitet, at spørger besvarer telefonopkald og mails under sine ophold i Danmark.

Afgørelsen ligger så tæt op af forholdende i Stephen Kinnock sagen, at man ikke kan undgå at få den mistanke at anmodningen er plantet af en politisk modstander til Helle Thorning. Se SKM2011.300.SR

Tags: ,