Selvom overskriften måske leder tankerne mest hen på håndbold, er det et lovforslag om indførelse af yderligere overgangsregler på grund af opsigelsen af aftalerne.
Det foreslås at udvide den gældende overgangsregel for de pensionister, som var hjemmehørende i Frankrig den 28. november 2007 og som senest den 31. december 2008 var begyndt at modtage dansk pension, så de pågældende kan få den danske skat af deres danske tjenestemandspension nedsat med den franske skat af denne pension.
Derudover foreslås det at indføre en ny overgangsregel, så personer, som var hjemmehørende i Frankrig eller Spanien den 28. november 2007 og ansat med base i København af SAS og tilsvarende andre internationale luftfarts- eller skibsfartskonsortier til arbejde ombord på fly eller skibe i internationale trafik, ikke skal betale dansk skat af deres løn for dette arbejde.
Lovforslaget indeholder ingen kommentarer om status på forhandlinger med de to lande om nye aftaler.