Hvis et gode er ydet af hensyn til arbejdets udførelse, beskattes medarbejderen kun af godets værdi i det omfang den samlede af værdi af sådanne goder i det enkelte år overstiger en grænse på idag 5.500 kr.
Hvis den samlede værdi af goderne overstiger 5.500 kr. bliver det fulde beløb skattepligtigt.
Da sådanne goder kan ydes fra flere arbejdsgivere i løbet af året, er den medarbejderen selv der er ansvarlig for at holde styr på den samlede værdi og selvangive beløbet, hvis grænsen overskrides.
En eventuel egenbetaling til arbejdsgiveren trækkes fra værdien, inden det vurderes om grænsen er overskredet. Så finder man i december måned ud af at man har fået for 5.600, skal man nok skynde sig at betale 100 kr. tilbage til arbejdsgiver. Ellers bliver man beskattet af 5.600 kr.
Goderne værdiansættes til markedsprisen, typisk arbejdsgivers købspris.
Lovreglen er formuleret således at godet i overvejende grad skal være ydet af hensyn til arbejdet. Formuleringen er umulig at håndtere i praksis. Som eksempel kan nævnes en avis, hvor måske under 1% af artiklerne er arbejdsrelaterede og absolut nødvendige for arbejdet. Men alligevel er den ydet på grund af arbejdet og det, at der følger andet med, er uden betydning. Så man er nødt til at vurdere hensigten med hvorfor arbejdsgiver ønsker at betale for godet.
SKAT nævner følgende goder som typisk vil være omfattet af bagatelgrænsen:
- Vaccination af medarbejdere, der vanskeligt kan undværes under en kommende spidsbelastning
- Gratis mad og drikkevarer i særlige tilfælde, fx i forbindelse med overarbejde
- Fri avis til brug for arbejdet
- Afholdelse af ferie under eller i forlængelse af en tjenesterejse, fx når dette medfører en besparelse for arbejdsgiveren
- Ansattes private kørsel i en bil, der ikke er omfattet af reglerne om beskatning af firmabil, når kørslen sker i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel
- Vareafprøvning af virksomhedens nye produkter
- Et (delvist) arbejdsgiverbetalt kørekort, der skal bruges som led i arbejdets udførelse
- Frikort til offentlig befordring som er ydet af hensyn til erhvervsmæssig befordring og som anvendes privat
- Kreditkortordninger
- Beklædning, som er ønsket og betalt af arbejdsgiveren, evt. med arbejdsgiverens logo